TILBAGE FREM

Lasse Pedersen: Vi skal slå igen

fredag 13/10 KL. 07.45

Tekst: Andreas Kejser - Foto: Photo Overlund

Fredag aften skal Lemvig-Thyborøn forsøge at finde tilbage på sejrssporet, når SønderjyskE er modstanderen i Jysk Energi Arena.

“Vi har i de sidste kampe kæmpet med at finde det angrebsspil, som vi gerne vil, men jeg synes, at vi har arbejdet godt med det på træningerne, så jeg tror og håber på, at vi kan hjælpe hinanden og dermed gøre hinanden bedre,” fortæller Lasse Pedersen.

Og fortsætter:

“Vi skal være tændte og klar fra start. Sønderjyske er meget fysiske, så vi skal ikke lade os ryste, men slå igen og forhåbentlig skabe en meget svær udebane for dem med tænding, intensitet og vindervilje.”

SønderjyskE indtager inden fredagens kamp 13. pladsen i Herreligaen efter en opstart med kun to sejre. Derfor er det helt sikkert et opsat mandskab, som gæster Lemvig fredag aften. Der er også vigtige point på spil for LTH, som har fem point inden kampen.

“En sejr vil betyde alt. Ligaen er tæt og alle kampe er vigtige. Men niveauet har de sidste par kampe ikke været, hvor vi gerne vil have det, og det har resultaterne også vist. Så vi er som hold mega sultne efter en sejr, og den vil vi kæmpe og gøre alt for at få,” udtaler LTH-spilleren.

Opskriften på en sejr har Lasse Pedersen også klar:

“Vi skal gøre hinanden bedre og få udnyttet de kvaliteter, vi har som hold og individuelt i en fælles tankegang. Så skal vi være fanden i voldske og klar på de kvaliteter, som SønderjyskE kommer med. Derudover håber jeg inderligt, at der vil komme mange i Jysk Energi Arena og være med til at hjælpe os til en hjemmebanesejr.”

Kampen mellem LTH og SønderjyskE fløjtes i gang klokken 19.30 i Jysk Energi Arena. Der er stadig ledige billetter til opgøret.

KØB DIN BILLET HER

Lasse Pedersen er sponseret af: