TILBAGE FREM

Kokholm drosler ned

tirsdag 21/3 KL. 12.33

FOTO: christinabundgaardphotography.com

Jesper Kokholm har gang i sin sidste sæson for Lemvig-Thyborøn Håndbold. Højre fløjen har valgt at stoppe med håndbold på topniveau, da han gerne vil lægge endnu flere kræfter i sit civile arbejde. Med snart syv sæsoner hos "de røde" og en masse mål til følge, er det en stor personlighed, som klubben skal tage afsked med til sommer, og det er man også klar over hos den sportslige ledelse.

”Det er en fantastisk god spiller, holdkammerat og humørspreder der nu har valgt at sætte drosle ned for håndbolden, efter denne sæson. På den ene side er det lidt vemodigt, men det aftvinger også min største respekt at man mærker efter og vælger at stoppe, så længe man syntes det er sjovt og motivationen er i top,” lyder det fra sportschef, Lars Broe.

Som fortsætter:

”Jesper startede som et ungt ubeskrevet blad i Håndbolddanmark, da Arne Damgaard tilbage i 2016 hentede ham til LTH, til at Nicolej Krickau for nogle år siden kaldte ham en af ligaens bedste på positionen. Så Jespers personlige rejse har været imponerende at følge, samtidig med at han for LTH har været en vital del af udviklingen fra at være et elevatorhold, til at bide sig fast som en fast bestanddel af håndboldligaen.”

Hovedpersonen selv, som har spillet næsten hele sin seniorkarriere i Lemvig-Thyborøn, ser tilbage på en masse gode år i det vestjyske.

"Det har først og fremmest været et kæmpe privilegium at være en del af LTH. Samtidig har det været nogle fantastiske sæsoner og en spændende proces at være med til, hvordan klubben år for år har lagt lag på. Jeg startede i klubben, da det stadig hed 1. division, hvor vi var dygtige og heldige med at rykke op i ligaen i min 2. sæson. Siden da har vi kæmpet hver sæson for at beholde vores ligatilværelse og har de sidste par sæsoner for alvor bidt os fast i ligaen. Det ser jeg tilbage på med en utrolig glæde og stolthed over at have været en del af," fortæller Kokholm.

Mange sæsoner i den samme klub kaster også mange oplevelser af sig, og derfor er det svært for Kokholm at udpege en oplevelse, da han bliver spurgt ind til, hvad der står klarest, når han kigger tilbage på de seneste syv sæsoner.

"Jeg synes, at det er svært lige at pege en enkeltstående oplevelse ud. Hver sæson har haft sit eget særpræg. Jeg synes, at der har været mange store oplevelser. Skal jeg fremhæve et par stykker var oprykningen til ligaen og den efterfølgende første sæson i ligaen en rigtig stor oplevelse. Vi havde også den sidste kamp i grundspillet i sæsonen 20/21, hvor vi får reddet overlevelsen i sidste sekund. Sidste sæsons pointrekord og jagten på slutspillet som desværre glippede, står også meget klart i hukommelsen stadig, og er noget jeg er glad for at have været en del af," udtaler højre fløjen.

Selvom det bliver den sidste sæson i LTH, stiller Jesper Kokholm ikke helt håndboldskoene på hylden, men drosler derimod lidt ned, og vil spille på et lavere niveau, så der bliver plads til endnu mere fokus hos hans anden arbejdsplads.

"Til en start er planen at trappe lidt ned med håndbolden, men stadig spille på et lidt lavere niveau. Så har jeg et arbejde nu hos Vild Med Vin i Holstebro, som jeg er rigtig glad for, og som jeg skal til at lægge nogle flere timer i. Mon ikke der også bliver tid til et besøg eller to i Arena Vestjylland Forsikring," siger Jesper Kokholm.

Selvom Kokholm drosler ned for håndbolden vil sportschef Lars Broe stadig have højre fløjens nummer i sin kontaktbog.

”De mange år i LTH har gjort Jesper til en rigtig kulturbærer, som har været god til at tage imod de mange unge spillere, der første gang trådte ind i klubben og fået dem til at føle sig velkommen både på og udenfor banen. Så vi vil komme til at savne Jesper både som menneske og spiller. Skulle Jesper komme på andre tanker ved han, at han altid er velkommen til at kontakte os igen – på samme måde som jeg ved, at vi altid kan kontakte ham, hvis vi skulle løbe i udfordringer, for en periode. Så på vegne af hele LTH-familien, ønsker vi Jesper alt mulig held og lykke, med hans fremtid udenfor banen,” slutter Lars Broe.

Inden at vi siger helt farvel til Jesper Kokholm har han og holdkammeraterne en sæson, som de skal have afsluttet på bedst mulig vis. Derefter tager vi afsked og giver ham den hyldest, som han fortjener.

Jesper er sponseret af: