TILBAGE FREM

Kampoptakt: LTH vs. GOG

fredag 27/10 KL. 11.05

Tekst: Andreas Kejser - Foto: Photo Overlund

Lørdag eftermiddag tager Lemvig-Thyborøn Håndbold imod de forsvarende mestre fra GOG i Jysk Energi Arena.

LTH var i midtugen i Ringsted for at afvikle den stormudsatte kamp. Her blev det til et snævert nederlag efter en kamp, hvor LTH'erne lavede for mange fejl. Dette skal der rettes op på inden kampen mod GOG, hvis der overhovedet skal gøres forhåbninger om en overraskelse.

En overraskelse vil det netop være, hvis det skulle lykkes LTH at sætte point ind på kontoen lørdag. Derfor må man antage at point ikke ligefrem er det, som skal være tilfredsstillende for LTH'erne lørdag eftermiddag, men derimod en solid indsats, hvor man efterfølgende kan kigge hinanden i øjnene.

Men Herreligaen i denne sæson har vist, at alle hold kan drille hinanden, og derfor skal Dennis Bo Jensens tropper også ud at jagte muligheden, og så må man se, hvor langt det rækker. Lørdagens gæster har heller ikke fået den pointhøst, som man havde håbet på. GOG står efter 10 runder med 10 point.

Kampen fløjtes i gang klokken 15.00 i Jysk Energi Arena.

Der er stadig ledige siddepladser, men hvis du er forhindret i at følge kampen live i hallen, kan man følge med i Tophåndbolds app eller via vores sociale medier.

KØB DIN BILLET TIL KAMPEN HER