TILBAGE

Jonas Porup før Team Sydhavsøerne "Vi har en revanche til gode fra første opgør"

fredag 12/12 KL. 16.00

Lørdag venter årets sidste hjemmekamp, når Team Sydhavsøerne kommer på besøg i Jysk Energi Arena.

Vi går ind til lørdagens opgør med en hårdt tilkæmpet sejr fra i søndags nede i Tønder Hal 2, hvor Ole Ellegaard scorede efter tid på straffe og sikrede os en 30-29-sejr.

Lørdagens modstander har været en af sæsonens mest positive overraskelser. TSØ ligger i øjeblikket nummer to i 1. division, dog med flere spillede kampe end flere af holdene under dem. Det står i skarp kontrast til sidste sæson, hvor de med fire runder tilbage lå et point fra nedrykningsstregen, men med en 9. plads og konkursen i HC Odense blev de aldrig for alvor truet.

Op til denne sæson har Team Sydhavsøerne fået tilført markant kvalitet til bagkæden. Mathias Nikolajsen – lillebror til tidligere LTH-profil Mark Nikolajsen – er dog ude med en længerevarende skade, som han pådrog sig i slutningen af oktober mod Kolding. TSØ har dog reageret hurtigt og hentet Frederik Horn fra TMS Ringsted, som fra dag ét har leveret både mål og assist. Sammen med rækkens topscorer Dines Kjeldgaard os hentet i TMS Ringsted, der står noteret for 118 mål, den rutinerede Kristian Vukman og den færøske landsholdsspiller Pauli Mittún udgør de en stærk bagkæde.

Vores venstre back, Jonas Porup, forventer et helt andet opgør end det første møde i Maribo, hvor vi tabte 37-30.

”Vi har en revanche til gode fra første opgør. Vores kamp i TSØ var præget meget af tekniske fejl og udvisninger. Vi har dog udviklet vores spil en del siden. Det har de også – især med tilgangen af Frederik Horn,” siger Jonas Porup.

Der er lagt op til en spændende og tæt kamp, når vi lørdag går efter at revanchere nederlaget fra sæsonens første møde.

Kom i hallen og vær med til at skabe den bedst mulige afslutning på året!