TILBAGE FREM

Dennis Bo Jensen stopper som LTH-cheftræner til sommer

lørdag 23/12 KL. 10.00

Tekst: Jonas Nygaard - Foto: Photo Overlund

Til sommer skal der nye trænerkræfter i spidsen for Lemvig-Thyborøn Håndbold. Cheftræner Dennis Bo Jensen har ønsket at stoppe i klubben, når hans kontrakt udløber per 30. juni 2024.

Dermed bliver det til tre år i jobbet for Dennis, der kom til klubben i sommeren 2021, og han har i denne periode leveret et rigtig godt stykke arbejde som LTH-cheftræner. Og han har også været med til at indføre flere nye tiltag som for eksempel videoanalyse af træninger og generelt bedre brug af data, lyder det fra sportschef Lars Broe.

”Dennis har været en god repræsentant for klubben med sine store trænerkompetencer, der har løftet holdet og vores udtryk. Vi er glade for, at vi valgte at tage en relativt ung træner ind i 2021, fordi ligesom vi har en erklæret strategi om at udvikle unge spillere ved at give dem chancen på højeste niveau, gælder det også trænere, så det har været meget godt at se Dennis gribe chancen og levere på et højt niveau som cheftræner i Lemvig-Thyborøn Håndbold,” siger sportschef Lars Broe.

Til sommer er det dermed slut i LTH, men Dennis Bo Jensen understreger, at han og holdet fortsat har fuldt fokus på et spændende forår, hvor holdet skal jagte point og de øvrige konkurrenter i Herrehåndboldligaen, så ambitionen om endnu en sæson landets bedste håndboldrække skal indfries.

”Jeg har været meget glad for min tid i Lemvig-Thyborøn Håndbold med fantastiske spillere, engagerede frivillige og  dygtige folk omkring klubben og en fremragende opbakning fra alle i området, men lige nu handler alt om de kommende kampe i foråret. Der er stadig et stort stykke arbejde, der skal gøres, og vi glæder os til udfordringerne i den resterende del af sæsonen, hvor den skal have fuld gas,” siger Dennis og fortsætter:

”Jeg stopper i klubben for at finde en ny udfordring i min trænerkarriere, og ved kontraktudløb er det meget naturligt at stoppe op og vurdere sine egne muligheder. Så for mig er det et tilvalg om at jagte nye opgaver og ikke et fravalg af jobbet som cheftræner i LTH, og jeg glæder mig til at følge holdet fremover, når jeg stopper til sommer. LTH er en klub, der gør hvad den siger og som vægter alles trivsel meget højt, hvilket er noget jeg har nydt godt af.” siger Dennis videre.

I sommer blev Dennis desuden udpeget som ny U18-landstræner under DanskHåndbold – et job han har varetaget sideløbende med sin ansættelse hos Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Arbejdet med at finde en afløser til rollen som cheftræner i Lemvig-Thyborøn Håndbold er i fuld gang, og vi forventer at kunne præsentere en afløser til stillingen som cheftræner i LTH i løbet af de første måneder af 2024. Den nye cheftræner starter i jobbet til sommer.