fredag 14/11 KL. 19.00
Lemvig-Thyborøn Håndbold kan med stor glæde meddele, at både vores norske stregprofil Fredrik Clementsen og rutinerede keeper Kim Sonne har forlænget deres aftaler med klubben frem til sommeren 2028.
Puslespillet omkring truppen til den kommende sæson er allerede i fuld gang, og derfor er det en stor tilfredsstillelse, at to så vigtige profiler har valgt at fortsætte i den røde trøje. Aftalerne sikrer klubben både kvalitet, erfaring og kontinuitet frem mod sæsonen 2026/27.
Fredrik Clementsen fortsætter i LTH
Fredrik Clementsen kom til Lemvig-Thyborøn Håndbold i 2022 fra den norske ligaklub Bergen Håndball, hvor han var anfører og en del af det norske B-landshold. Siden da har han udviklet sig til en markant profil i 1. division og rundede for nylig 100 kampe i den røde trøje.
Den norske stregspiller er kendt for sin styrke i offensiven, hvor han i sidste sæson var blandt de tre mest scorende stregspillere i rækken.
“Grunden til, at jeg har valgt at forlænge med Lemvig, er fordi jeg virkelig har haft fire dejlige sæsoner i klubben, og jeg glæder mig til to år mere. Jeg har stor tro på det projekt, Lemvig har gang i, og jeg har virkelig lyst til at være med til at spille klubben tilbage i ligaen,” siger Fredrik Clementsen.
Fredrik, der oprindeligt stammer fra den lille by Gneist uden for Bergen, er blevet så glad for det vestjyske, at han uden tøven takkede ja til endnu to sæsoner.
“Valget om at forlænge med Lemvig var det eneste rigtige for mig. Jeg er blevet meget glad for Lemvig og for det sammenhold, der er i byen. Der er masser af opbakning fra trofaste og gode fans – og specielt på kampdage er stemningen i hallen helt vild. At få lov til at tage den røde trøje på i to sæsoner mere, er jeg meget stolt af,” fortæller Fredrik Clementsen.
Sportschef Lars Broe glæder sig over forlængelsen og fremhæver Fredrik som en nøglebrik i klubbens fremtid.
“I jagten på at skabe kontinuitet har de to signings været utrolig vigtige. Fredrik er i vores optik den bedste angrebsstreg i 1. division, og derfor har det haft stor betydning for os at sikre ham på en lang aftale,” siger Lars Broe.
Kim Sonne forlænger til 2028
Også Kim Sonne har forlænget sin aftale med LTH frem til 2028.
Sammen med Simon Lundorf, der er på kontrakt frem til 2027, udgør han fortsat klubbens stærke målmandsduo.
Dermed er kontinuiteten på målmandsposten sikret, og samarbejdet mellem rutine og talent kan fortsætte i den kommende sæson.
33-årige Kim Sonne har en imponerende karriere bag sig med erfaring fra både dansk og international tophåndbold. Han har vundet tysk mesterskab, tysk Supercup og spillet EHF Final4 med THW Kiel, og i Danmark har han repræsenteret klubber som Skjern Håndbold, Fredericia HK, Skive FH, Stoholm og TTH Holstebro.
Derudover har han spillet for HC Erlangen, GWD Minden, THW Kiel og Chartres i udlandet.
“Jeg er rigtig glad for at fortsætte i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Jeg føler, at jeg er et godt sted og har det rigtig godt med folk i og omkring klubben. På banen har jeg gode holdkammerater og en god træner, så jeg er glad for at kunne fortsætte to år mere,” siger Kim Sonne.
Sportschef Lars Broe fremhæver også betydningen af at have målmandsduoen på plads i god tid.
“Der er lige nu gang i en større målmandsrokade i dansk håndbold, og derfor er det glædeligt, at vi nu har målmandskabalen på plads for de kommende sæsoner. Kim har leveret stabilt på højt niveau gennem hele sæsonen – senest med 44% redninger mod Norddjurs – og han bidrager med enorm erfaring og ro, som er uvurderlig for vores unge spillere,” udtaler Lars Broe.
Lemvig-Thyborøn Håndbold ser frem til at fortsætte rejsen med både Fredrik Clementsen og Kim Sonne i den røde trøje – og til at skabe endnu flere stærke øjeblikke sammen i Jysk Energi Arena.
Fredrik Clementsen personlige sponsor:

Kim Sonne personlige sponsor:
