TILBAGE

Opstartsprogrammet til sæsonen 2025/26 er på plads

torsdag 10/7 KL. 21.41

Der er lagt i ovnen til en særdeles spændende sæson for Lemvig-Thyborøn Håndbold, som mandag den 21. juli tager hul på opstarten til 2025/26-sæsonen. Med et markant skifte i både spillertrup og trænerstab går klubben ind til den nye sæson med både fornyet energi og ambitiøse planer.

Cheftræner Peter Jagd, der står i spidsen for det nye trænerteam, ser frem til at komme i gang – men ved også, at der venter hårdt arbejde.

"Jeg ser rigtig meget frem til starten på en ny og spændende sæson! Selvom dele af holdet er det samme, bliver der alligevel skiftet på ret markante positioner: Fire nye højrehåndede bagspillere, to nye fløje og et helt nyt trænerteam," siger han.

Han lægger ikke skjul på, at de mange nye ansigter og ændringer kræver hurtig tilpasning – og derfor starter de med det mest fundamentale:

"Vi har en pokalkamp mod SønderjyskE d. 20. august, og en spændende hjemmekamp mod TM Tønder d. 31. august i første runde af turneringen. Det giver os kort tid til at blive spillet sammen, og vi starter derfor også den allerførste dag med at træne forsvar: Vi skal være gode sammen så hurtigt som muligt."

Selvom nogle elementer fra sidste sæson bevares, understreger Jagd, at det ikke bliver en kopi af det tidligere system:

"Vi kommer til at fortsætte med dele af spillet fra sidste år, men af respekt for, at det er nogle helt andre kompetencer, vi får ind ad døren, kommer vi også til at ændre nogle ting i spillet."

Programmet for opstarten vidner om en målrettet og intensiv forberedelse. Efter første træning den 21. juli går turen allerede den første weekend til Lomborg Efterskole, hvor fællesskabet får førsteprioritet.

"Den første weekend i vores opstart er dog dedikeret på Lomborg Efterskole til at blive tømret godt sammen i vores team med sociale aktiviteter – og nå ja, så træner vi nok også lige noget overtalsspil..." fortæller Jagd med et smil.

Herefter begynder det kampmæssige for alvor at tage fart. Først med træningskampe mod Odder Håndbold (29. juli) og Skive FH (1. august), og derefter en rejse til Sverige, hvor LTH deltager i den traditionsrige Annliz Cup fra 7. til 10. august.

"Vores opstart er derfor også præget af en masse håndbold: Samtræninger med andre hold og seks træningskampe, herunder tre af dem til en turnering i Sverige i starten af august."

I Sverige møder LTH stærk modstand i form af IFK Skövde og KRS Topphåndball, før en afsluttende placeringskamp.

Efter hjemkomsten venter den sidste træningskamp mod Norddjurs på hjemmebane den 15. august – den sidste test inden det gælder i pokalturneringen og ligaen.

Afslutningsvis bliver cheftræner Peter Jagd spurgt, hvad han og holdet ser mest frem til i den kommende tid:

"Alt i alt en masse ting på programmet, men inden vi har set os om, står vi klar til turneringsstart. Vi glæder os til begge dele, og glæder os ikke mindst til at spille foran vores hjemmebanepublikum!"

Programmet for LTH’s opstart 2025/26:

  • 21. juli – Første træning
  • 26.-27. juli – Teambuilding og træningslejr på Lomborg Efterskole
  • 29. juli kl. 19:00 – Træningskamp vs. Odder Håndbold (Spektrum Odder)
  • 1. august kl. 19:00 – Træningskamp vs. Skive FH (Kulturcenter Skive)
  • 7.-10. august – Annliz Cup i Sverige
    • 7. august kl. 18:30 – vs. IFK Skövde
    • 8. august kl. 17:30 – vs. KRS Topphåndball
    • 10. august – Placeringskamp (modstander og tidspunkt ukendt)
  • 15. august kl. 19:30 – Træningskamp vs. Norddjurs (Jysk Energi Arena)
  • 20. august kl. 19:30 – Pokalkamp vs. SønderjyskE (Jysk Energi Arena)
  • 31. august kl. 14:30 – 1. turneringskamp vs. TM Tønder (Jysk Energi Arena)