TILBAGE

Nicolai Pugholm stopper i LTH efter syv sæsoner

tirsdag 10/3 KL. 12.00

Når Lemvig-Thyborøn Håndbold spiller sæsonens sidste kamp, bliver det samtidig afslutningen på en lang og flot LTH-karriere for Nicolai Pugholm. Efter syv sæsoner i den røde trøje stopper anfører Nicolai Pugholm i LTH efter sæsonen.

Den 33-årige forsvarsspiller kom til klubben i 2019 fra Skanderborg Håndbold og har siden været en central figur på holdet. De seneste fem sæsoner har han båret anførerbindet og været en vigtig leder både på og udenfor banen.

Selv ser Nicolai Pugholm tilbage på tiden i klubben med stor glæde – også selvom han gerne var fortsat.

“Jeg har været – og er fortsat – enormt glad for at være i LTH. Derfor var jeg også gerne blevet, men jeg har stor respekt for, at klubben har valgt, at holdet skal gå i en anden retning i den kommende sæson,” siger Nicolai Pugholm.

Da han kom til Lemvig-Thyborøn Håndbold, var det efter en periode med to større knæoperationer, og derfor betød skiftet til klubben ekstra meget for ham.

“Jeg kom til LTH efter to større knæoperationer, og jeg er i den grad taknemmelig for, at Lars Broe turde satse på et dengang lidt skrøbeligt knæ. Det gav mig håndboldglæden tilbage, og her i klubben har jeg oplevet nogle af mine største øjeblikke som håndboldspiller,” siger han.

Gennem årene har der været flere store øjeblikke i den røde trøje, som stadig står tydeligt i hukommelsen.

“Overlevelsen i sidste sekund i Kolding, den første sæson efter corona-nedlukningen hvor vi spillede foran en fantastisk stemning til hver hjemmekamp, og de tætte lokalopgør – særligt mod Mors-Thy og TTH – hvor stemningen virkelig har været med til at afgøre tingene til vores fordel.”

Men for Pugholm er det ikke kun kampene, der har gjort tiden i klubben speciel. Hverdagen omkring holdet og fællesskabet i klubben har også haft stor betydning.

“Men mest af alt har jeg været glad for hverdagen i klubben. Trænere, holdkammerater, fysserne, holdledere, frivillige, ansatte på kontoret, tilskuere og Det Røde Hjørne. Der har været et fantastisk sammenhold og fællesskab, som jeg har følt mig privilegeret over at være en del af. Uanset om man har bevæget sig i byen, lokalområdet eller i hallen.”

I torsdags rundede Pugholm samtidig en stor milepæl, da han spillede kamp nummer 200 for klubben i opgøret mod HC Midtjylland – et tydeligt bevis på hans betydning for holdet gennem årene.

Men Pugholms betydning rækker længere end det sportslige. Han har også været en vigtig person i og omkring klubben, hvor han har været et forbillede for både holdkammerater, fans og samarbejdspartnere. I omklædningsrummet har han været kendt som en spiller, der har været med til at skabe sammenhold og få nye spillere til at føle sig velkomne.

Hos Lemvig-Thyborøn Håndbold lægger sportschef Lars Broe heller ikke skjul på, at det er en markant profil, klubben siger farvel til.

“Nicolai Pugholm skriver sig ind som en af de allerstørste spillere i LTH’s historie – som mangeårig kaptajn og forsvarsgeneral,” siger Lars Broe.

Pugholm kom til klubben med et stort ønske om at bevise sig på liganiveau, og det lykkedes i høj grad.

“Nicolai kom til LTH med ønsket om at vise han havde niveau til at spille i ligaen – heldigvis lykkedes det også at opnå 138 liga kampe i den røde trøje. Her har han vist et stort fighter hjerte og en ukuelig vilje til at kæmpe i medgang og modgang – men også sat store krav til sig selv og sine holdkammerater,” siger sportschefen.

Netop de egenskaber har været med til at gøre ham til en naturlig leder på holdet.

“De krav og nogle helt ekstraordinære gode lederegenskaber har gjort Nicolai til den perfekte anfører for LTH,” siger Lars Broe.

Derfor bliver det også en speciel afsked for klubben, når sæsonen slutter.

“Det er derfor også en stor personlighed vi tager afsked med til sommer og det bliver helt specielt at skulle starte en ny sæson op uden Nicolai som foregangsmand i truppen,” siger han.

Hos klubben er der stor taknemmelighed for det aftryk, Pugholm har sat gennem årene.

“Vi ønsker Nicolai alt det bedste i fremtiden og takker for alt det han har bidraget med både på og udenfor banen.”

Nicolai Pugholm ser nu frem til at afslutte sæsonen sammen med holdkammeraterne og fansene i Jysk Energi Arena.

“Jeg har nydt alle sæsonerne og glæder mig til den sidste del, vi har tilbage af denne sæson.

Kom Så De Røde!” slutter Nicolai Pugholm af med.

Lemvig-Thyborøn Håndbold ser nu frem til de sidste fire kampe med Nicolai Pugholm i den røde trøje, inden han til sommer takker af efter en lang og flot indsats for klubben.

Klubben ønsker ham alt det bedste fremover – og håber naturligvis, at han fortsat vil være at finde i Jysk Energi Arena i fremtiden.

Personlig sponsor for Nicolai Pugholm er: