TILBAGE

Nicolai Pugholm: ”Hvad kunne være bedre end at starte jagten på point en fredag aften på hjemmebane?”

torsdag 11/9 KL. 15.00

Fredag aften klokken 19.30 er der lagt op til sæsonens første fredagsbrag i Jysk Energi Arena, når Lemvig-Thyborøn Håndbold tager imod oprykkerne fra Elitesport Vendsyssel.

Sæsonstarten har ikke budt på de ønskede resultater for LTH, der står uden point efter de første to runder. Holdets anfører, Nicolai Pugholm, understreger dog, at troen på egne evner fortsat er intakt:

”Vi har selvfølgelig ikke fået den sæsonstart, vi havde håbet på. Det ændrer dog ikke på vores tro på egne evner – for vi kan se, at det kun er små justeringer, der skal til, før pointene begynder at rulle ind. Samtidig er vi bevidste om, at de point snart skal på kontoen – og hvad kunne være bedre end at starte jagten på dem en fredag aften på hjemmebane?” siger Pugholm.

Fredagens modstander er dog alt andet end en nem opgave. Elitesport Vendsyssel har forstærket sig markant efter oprykningen til 1.divisionen. To tidligere profiler, Frederik Torp og Casper Holmen, er vendt hjem fra udlandet, mens LTH-kendingen Kjartan Johansen også er hentet ind. I bagkæden finder man desuden velkendte kræfter som den målfarlige højre back Magnus Rasmussen, den hurtige playmaker Daniel Holmen og den rutinerede venstre back Rasmus Carlsen.

Det er en modstander, der kræver fuld koncentration, fastslår kaptajnen:

”Det bliver uden tvivl en svær opgave mod ESV, der som oprykker har vist sig som et stærkt hold med flere dygtige profiler. Men det er en udfordring, vi skal kunne løse. Vi er helt sikre på, at vi kommer med fuld energi, fight og spillelyst. Vi glæder os enormt til at spille foran jer igen og håber at vi sammen kan tage sæsonens første to point!” siger Pugholm.

Kom i hallen, støt drengene, og vær med til at skabe Helvede i Vest, når jagten på de første to point går ind.

https://www.lt-haandbold.dk/billet/lth-esv