TILBAGE FREM

Mathias Bitsch før mødet med Kif Kolding ”Der skal virkelig knokles for at hive to point med hjem”

fredag 3/10 KL. 15.00

Lemvig-Thyborøn Håndbold jagter sæsonens første udebanesejr, når turen lørdag går til Sydbank Arena og et møde med traditionsrige KIF Kolding. 

Efter fem runder uden sejr kom forløsningen endelig i sidste uge, da Odder Håndbold blev besejret i Jysk Energi Arena. Den sejr har givet ny energi i truppen, fortæller højre back Mathias Bitsch:

"Først og fremmest glæder vi os over sejren i fredags, det har helt klart løftet og givet sult på mere. Vi har brugt træningsugen godt, til først og fremmest at se på de ting vi gjorde godt i fredags. Samt hvad der venter os på lørdag. Hvor vi glæder os til at kæmpe for yderligere point til kontoen.”

Lørdagens modstander er dog ikke hvem som helst. KIF Kolding rykkede sidste sæson ud af ligaen efter 41 år i den bedste række. Med 14 danske mesterskaber i bagagen og en trup med både rutine og fysik, satser de nu på en hurtig tilbagevenden under ledelse af cheftræner Anders Eggert. Holdet ligger i øjeblikket nummer fem i rækken og har tabt to udekampe.

”Vi skal op imod nogle store drenge fra Kolding, det bliver sjovt at møde et hold med en stor fysik. Og en del velklingende navne på holdkortet. Vi kommer til at skulle finde noget af vores fine angrebsspil frem fra i fredags, samt at der skal kriges i forsvaret. Der skal endnu engang virkelig knokles for at hive to point med hjem til Vestjylland.” Siger Mathias Bitsch

Kampen spilles lørdag kl. 15 i Sydbank Arena. Mange LTH-fans har allerede meldt deres ankomst, og der er arrangeret fanbus til Kolding. Som en ekstra gestus har hjemmeholdet sørget for gratis entré til udebanefans – billetter kan hentes direkte ved indgangen.