TILBAGE

LTH forlænger med Nikolaj Juhl Petersen til 2027

søndag 29/3 KL. 18.20

Lemvig-Thyborøn Håndbold har forlænget kontrakten med højreback Nikolaj Juhl Petersen, så aftalen nu løber frem til sommeren 2027.

Den 24-årige højreback, der stammer fra Jels i Sønderjylland, kom til klubben i 2024 og har siden fundet sig godt til rette i det vestjyske. Det betyder nu, at parterne er blevet enige om at forlænge samarbejdet med endnu en sæson i den røde LTH-trøje.

Nikolaj Juhl Petersen kom til Lemvig-Thyborøn Håndbold fra Fredericia HK, hvor han var en del af en stærk trup, der blandt andet vandt sølv i ligaen. For at tage det næste skridt i sin udvikling valgte han skiftet til Lemvig, hvor han har fået en større rolle i både angreb og forsvar.

Denne sæson fik dog en svær start for højre backen, der i sæsonens første kamp mod TM Tønder pådrog sig en hjernerystelse, som holdt ham ude i flere måneder. Siden sin tilbagevenden har han dog vist et højt niveau og bidraget i begge ender af banen.

“Nikolaj har været lidt uheldig, med flere forskellige skader i sin tid i LTH - så derfor har det været meget et skridt frem og så tilbage igen. Men potentialet er utvetydigt stort og derfor tror vi på, at vi kan få forløst det næste sæson, hvor vi håber på at ramme en skadesfri sæson – det har Nikolaj fortjent.” Siger sportschef Lars Broe

Nikolaj glæder sig over at fortsætte i Lemvig.

“Det er et stort skulderklap, at klubben ønsker at forlænge med endnu et år. Mine og klubbens ambitioner stemmer overens – både når det gælder min personlige udvikling og vores fælles mål som hold. Jeg er utrolig glad for at trække i den røde trøje i endnu en sæson,” siger Nikolaj Juhl Petersen.

Nikolaj Juhl Petersen er samtidig lidt af en solstrålehistorie. Han begyndte først at spille håndbold som 14-årig, efter i sine unge år at have været en del af SønderjyskE’s fodboldakademi.

Ved en idrætsdag for talentklasserne i Haderslev Kommune imponerede han med sin kastekraft i en konkurrence, hvor han kastede længere end alle håndboldspillerne. En håndboldtræner opfordrede ham derfor til at prøve sporten – en beslutning der siden har vist sig at være den helt rigtige, og som har ført til en hurtig udvikling og et fortsat stort potentiale.

Med forlængelsen af Nikolaj Juhl Petersen og tilgangen af nye spillere er Lemvig-Thyborøn Håndbold ved at få de sidste brikker på plads til næste sæsons trup, hvor kontinuitet og udvikling fortsat er i fokus.

Lemvig-Thyborøn Håndbold ser frem til at fortsætte samarbejdet med Nikolaj Juhl Petersen og følge hans udvikling i Jysk Energi Arena den kommende sæson.

Personlig sponsor for Nikolaj Juhl Petersen er: