torsdag 7/11 KL. 11.06
Lemvig Velgørenhedsselskab går hvert år i samarbejde med Røde Kors ind og sørger for julehjælp i Lemvig Kommune. Det bliver Lemvig-Thyborøn Håndbold nu en del af hvor vi aktivt går ind og bidrager i arbejdet omkring julehjælp.
Som en del af klubbens bidrag vil LTH donere 120 børne håndbolde til julehjælpen samt fribilletter til klubbens håndboldkampe, så familier kan få en fælles oplevelse samme, ved at overvære en spændende kamp.
Derudover vil LTH afholde et event ved vores hjemmekamp den 6. december, hvor både tilskuere og sponsorer får mulighed for at bidrage. Her kan man donere legetøj, tøj, gavekort og andre ting, der kan bringe glæde til børn og familier i juletiden.
Simon Vangsgaard, direktør i Lemvig-Thyborøn Håndbold udtaler:
“Det ligger os meget på sinde at gøre en forskel i vores lokalsamfund, og ved at støtte julehjælpen kan vi være med til at give en håndsrækning til de familier, der har brug for det i højtiden. Vi håber, at vores fælles bidrag – både i form af håndbolde og fribilletter – kan skabe glæde og måske endda inspirere flere til at få interesse for håndbolden og sport generelt.”
Lisbeth Holm Filtenborg, sognepræst i Lemvig-Heldum og formand for Lemvig Velgørenhedsselskab, glæder sig også over samarbejdet:
“Vi er meget glade for, at klubben har rakt ud til os og ønsker at samarbejde om julehjælpen. Det betyder meget for mange familier i kommunen, og det er en stor hjælp i en tid, hvor mange har behov for ekstra støtte. Det, at LTH bidrager til julehjælpen, styrker både fællesskabet og sammenholdet lokalt.”
LTH ser frem til at byde både store og små velkommen til en hyggelig kampdag den 6. december, og til i fællesskab at samle ind til julehjælpen.
Lemvig Velgørenhedsselskab uddeler udover julehjælp, økonomisk støtte til værdigt trængende som ansøger om tilskud. Det vil være muligt at søge om julehjælp fra d. 29. oktober.
Du kan læse mere om det og ansøge her via deres hjemmeside
Sådan kan du hjælpe i forbindelse med vores kamp d. 6. december
Rent praktisk:
Hvis man ikke kan komme til kampen kan man aflevere gaver til LTH’s administration på vores kontor efter forudgående aftale.