onsdag 24/12 KL. 13.00
Lemvig-Thyborøn Håndbold har indgået en toårig aftale med den talentfulde 23-årige
venstrefløj Oliver Hamann-Boeriths, som skifter til klubben fra den norske ligaklub
Kristiansand Topphåndball.
Tilgangen af Oliver Hamann-Boeriths er et vigtigt led i arbejdet med at sammensætte en
konkurrencedygtig trup frem mod den kommende sæson, hvor klubben har haft fokus på at
tilføre kvalitet der kan kæmpe med om liga og have unge sultne spillere med
udviklingspotentiale.
Sportschef Lars Broe ser store perspektiver i tilgangen af den talentfulde venstre fløj fra den
norske liga og peger på Olivers erfaring fra et højt niveau.
“Oliver kommer til Lemvig efter fire sæsoner i den norske liga, hvor han har haft en
stor rolle i KRS,” siger Lars Broe.
Derudover har klubben lagt vægt på Olivers tilgang til træning og udvikling.
“Han stiller store krav til sig selv og har en stor ambition om at blive bedre og se, hvor
god han kan blive,” forklarer sportschefen.
For Lemvig-Thyborøn Håndbold handler aftalen ikke kun om kvalitet på den korte bane, men
også om at bidrage til næste skridt i Olivers karriere.
“Vi ser frem til samarbejdet med Oliver og håber på, at vi kan være med til at give ham
det næste skub i hans udvikling,” afslutter Lars Broe.
Valget af Lemvig-Thyborøn Håndbold er truffet efter en masse gode snakke med klubben og
et klart billede af det sportslige projekt.
“Jeg glæder mig enormt til at blive en del af Lemvig-Thyborøn. Efter en god snak med
klubben og det, jeg har hørt rundt omkring, følte jeg, at det var det helt rigtige skridt for
mig,” siger Oliver Hamann-Boeriths.
Han ser samtidig frem til at blive en del af et miljø med tydelige ambitioner og høje krav i
hverdagen.
“Lemvig er en klub med store ambitioner, og jeg glæder mig til at kunne bidrage og
udvikle mig i et professionelt miljø, som klubben kan tilbyde. "Jeg ser frem til at
komme i gang og møde alle i og omkring klubben,” tilføjer Oliver Hamann-Boeriths.
Oliver Hamann-Boeriths kom oprindeligt til Kristiansand som 20-årig med en forventet rolle
som breddespiller og tredjevalg, men spillede sig på under et år frem til en fast plads som
førstevalg på venstrefløjen.
Oliver Hamann-Boeriths er en hurtig og eksplosiv fløj med stor springkraft og en høj
effektivitet i afslutningerne. De seneste sæsoner har han været blandt de fløje i den norske
liga med de bedste scoringsprocenter. I indeværende sæson ligger han aktuelt på 80
procent, og i sidste sæson var han ligeledes tæt på 80 procent i effektivitet.
Efternavnet Hamann-Boeriths vækker genkendelse i håndboldkredse, da Oliver er søn af de
tidligere landsholdsspillere Conny Hamann-Boeriths og René Hamann-Boeriths.
Oliver er oprindeligt fra Aabenraa, hvor han startede sin håndboldkarriere i Sydstjernen.
Som ungdomsspiller havde han tre år i norske Drammen i perioden 2013–2016, mens hans
far René var cheftræner i Drammen HK.
Derudover har han haft ophold på Sportsefterskolen SINE og afsluttede sin ungdomstid i
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, hvor han fik sin ligadebut i 2022.
Laurits Hoffmann stopper efter to sæsoner i LTH.
Tilgangen af Oliver Hamann-Boeriths betyder samtidig, at Laurits Hoffmann stopper i
Lemvig-Thyborøn Håndbold til sommer efter to sæsoner i klubben. Laurits kom til LTH i
2024 efter fire år på Oure/GOG, hvor hans ungdomstid kulminerede med U19 DM-guld.
Lemvig-Thyborøn Håndbold ønsker Laurits Hoffmann alt det bedste fremover og håber
på at slutte sæsonen stærkt af sammen.Samtidig ser klubben frem til at byde Oliver
Hamann-Boeriths velkommen efter sommerferien og til at følge hans udvikling i LTH-trøjen
de kommende to sæsoner.