TILBAGE FREM

Emil Kristensen før mødet med HC København: ”Jeg ser ikke, hvorfor vi ikke skulle kunne tage en sejr med hjem til Vestjylland”

fredag 19/9 KL. 15.00

Lemvig-Thyborøn Håndbolds nye venstrefløj, Emil Kristensen, står foran et specielt opgør lørdag eftermiddag. Foruden at jagte sæsonens første sejr med sit nye hold, møder han også sin gamle klub, HC København, hvor han selv har sin håndboldopvækst.

Emil Kristensen fortæller, at overgangen til LTH er gået godt:

”Både spillerne på holdet og folkene omkring klubben har taget godt imod mig, og jeg føler, at jeg er blevet en del af en rigtig fed gruppe. Vi er et hold, der virkelig arbejder for at udvikle os hver dag, og det trives jeg rigtig godt i.”

Selvom LTH stadig venter på sæsonens første sejr, er optimismen intakt:

”Når det kommer til sæsonopstarten, har det ikke helt gået som vi havde håbet. Selvom vi i lange perioder spiller flot håndbold, har vi haft udfordringer med at få slutproduktet på plads. Det er noget, vi er nødt til at forbedre for at få flere point på kontoen. Jeg er dog sikker på, at hvis vi får styr på især vores afslutningskvalitet, så vil resten af sæsonen blive rigtig god – på trods af den ærgerlige start.”

Lørdag venter et vigtigt opgør i Bavnehøj Hallen, hvor HC København ligeledes jagter point efter en sæsonstart med 0 point. Emil Kristensen fremhæver, at der især er to ting, LTH skal have fokus på:

”HC København er også kommet lidt langsomt fra start, men selvom de har haft deres udfordringer, har de nogle rigtig dygtige spillere. Jeg synes især, deres stregspiller, Carl Baun, bliver vigtig for os at håndtere i 60 minutter. Derudover spiller de med ekstrem høj fart – både i kontraspillet og med en masse dygtige finte-spillere.Men jeg tror på en sejr, hvis vi kan få vores hjemmedefensiv på plads og samtidig være skarpe, når chancerne byder sig. Jeg ser ikke, hvorfor vi ikke skulle kunne tage en sejr med hjem til Vestjylland.”

For Emil Kristensen bliver kampen noget særligt, da han selv har sin håndboldbaggrund i FIF – en af klubberne bag HC København:

“Ja, det er altid specielt at spille mod sin gamle klub. Jeg har spillet og trænet med mange af spillerne, så det bliver sjovt at møde dem på banen i stedet for at være på samme hold. Derudover er min far også ungdomstræner i FIF og er med til at udvikle de talenter, de har på ungdomssiden, så det bliver ekstra spændende. Men jeg er 100% klar på at gøre alt, hvad jeg kan, for at hente de to point med hjem til Vestjylland!”

I morgen klokken 16 går LTH på jagt efter sæsonens første to point i Bavnehøj Hallen. Du kan følge kampen med liveopdateringer på vores Instagram.